”Vi har aldrig oplevet så lange sagsbehandlingstider før," siger Niels Preisler, direktør for Statsforvaltningen Hovedstaden.
I hans del af landet har borgere ventet et år og tre måneder, før nævnet overhovedet begyndte at behandle deres klager.
Det viser Avisen.dks indsigt i ventetider i Det Sociale Nævn i Hovedstaden.
"Jeg synes ikke, at det er tilfredsstillende. Men jeg kan se, at de medarbejdere, der er ansat hos os, producerer mere end de nogensinde har gjort. Det gør vi på trods, at vi har nogle meget vanskelige vilkår,” siger Niels Preisler.
Måtte afskedige hver fjerde
Ifølge ham er der tre grunde til ventetiderne: Dels har man ganske enkelt oplevet en meget stor stigning i antallet af sager, hvor borgere klager over kommunens afgørelse.
Dels har Det Sociale Nævn i Hovedstaden overtaget sager fra andre statsforvaltninger på et tidspunkt, hvor ventetiden var lav.
Den væsentligste årsag er imidlertid, at syv medarbejdere blev afskediget i 2011.
”Det svarer til cirka en fjerdedel af medarbejderne, hvilket er ganske voldsomt,” siger Niels Preisler.
Han forklarer, af afskedigelserne var nødvendige på grund af den økonomiske ramme, som Statsforvaltningen Hovedstaden blev tildelt.
Nyeste tal lidt bedre
Optællingen fra 17. januar 2013 viser, at der på otte ud af 15 sagsområder er liggetider på over et år.
”De nyere tal er lidt bedre. Det er forbedret, så vi nu er nede på et år og halvanden måned for enkelte sager,” siger Niels Preisler.
På en række områder går der over et år, før borgerne får deres sag taget op. Er det rimeligt?
”Nej, det er ikke rimeligt. Derfor arbejder vi meget målrettet med at nedbringe sagsbehandlingstiderne. Man må gøre sig det klart, at det her er et bevillingsspørgsmål,” siger Niels Preisler.