Derfor blev Muhammed-tegner sendt hjem
Kurt Westergaard har været i fare, siden han tegnede Muhammed med en bombe i turbanen. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Det var af frygt for Kurt Westergaards sikkerhed, at han blev sendt hjem fra Norge.

Muhammed-tegneren Kurt Westergaard blev sendt hjem til Danmark, fordi både den danske og den norske efterretningstjeneste (PST) frygtede for hans sikkerhed.

Det skriver norske VG.

Angiveligt har PST kontaktet deres danske modstykke, PET, der har vurderet, at truslen mod Westergaard var for stor til, at han kunne blive i landet.

Det har åbenbart både været avistegnerens generelle sikkerhedssituation og konkrete efterretningsoplysninger, der førte til beslutningen.

Kurt Westergaard skulle have deltaget i et litterært arrangement i tirsdags, men måtte tage tidligere hjem end planlagt. Den officielle forklaring har indtil videre lydt på, at Westergaard havde helbredsproblemer.

"Den officielle forklaring er, at jeg havde hjerteflimmer, men om du tror på det, må du selv afgøre," har tegneren tidligere udtalt.

Han ved ikke, hvem det er, der har fremsat trusler imod ham.

Kilde: VG