André Derain er ikke et almindeligt kendt navn – til trods for at Derain i dele af sidste århundrede blev anset for at være en af de allervigtigste franske malere. På højde med Picasso, Braque og Matisse. I mellemkrigstiden oversteg han endda Matisse i salgspriser.
Derain er stille gledet ud i glemslen og nærmest blevet skrevet ud af kunsthistoriebøgerne. Om det er sket med rette, har man fra lørdag selv mulighed for at afgøre, når Statens Museum for Kunst med en stor retrospektiv udstilling kaster lys over den omdiskuterede kunstners værk.
De vilde
Udstillingen er kronologisk opbygget og giver et indblik i Derains samlede kunstneriske produktion – fra de tidlige lysende og farvesprudlende værker omkring år 1900 hen over markante stilskift til mørkere og mørkere billeder indtil hans død i 1954.
Derain var omkring 1905 en af hovedkræfterne i kunstretningen fauvisme, der med sine kradse og overdrevne farver vakte opsigt og forargelse. Fauvisterne gjorde op med impressionismen og banede vejen for centrale kunstretninger som f.eks. kubismen, som Picasso introducerede få år efter. Museets udstilling fokuserer imidlertid ikke kun på denne periode af malerisk oprør, der slog Derains navn fast.
Udstillingen viser også den mangfoldighed af stilarter, som Derain afprøvede og anvendte for at drive sit maleri videre. Efter 1. verdenskrig hentede han inspiration i ældre, klassiske stilarter, hvilket af eftertiden er blevet set som et skridt bagud. I de senere år har Derain imidlertid være genstand for en stigende interesse. Og den nye udstilling og en stor bog, udgivet i forbindelse med udstillingen, giver anledning til at genoverveje Derains værker og hans position i kunsthistorien.
Udstillingen tegner et billede af en maler, der lige til sin død kæmpede for finde et udtryk, der kunne bringe det moderne maleri videre.
Udstillingen André Derain – Outsider i fransk kunst kan ses på Statens Museum for Kunst fra lørdag d. 10 februar.