Skuespilleren Johnny Depp, der lige nu spreder skræk og rædsel på verdenshavene som charmerende pirat i ’Pirates Of The Carribean’-serien, skal spille hovedrollen i filmen om rockgruppen Queens karismatiske forsanger, den biseksuelle Freddie Mercury, der tabte livet til aids i 1991. Det er Robert De Niros produktionsselskab, Tribeca Productions, der ligger i forhandlinger med skuespilleren, og rygterne er blevet bekræftet af guitarist i Queen, Brian May.
May beskriver Depp som fantastisk.
»Han ville være en værdig fortolker af Freddie på det store lærred,« siger Brian May til Independent.co.uk.
Robert De Niro har kendt May og trommeslageren i Queen, Roger Taylor, siden de mødtes til Venedig Film Festivalen i 1996, og den amerikanske skuespiller postede penge i musicalen om Queen, ’We Will Rock You’, som blev et stort hit.
Musicalen skulle oprindeligt have handlet om bandet, men de øvrige bandmedlemmer besluttede sig for, at det ville blive for smertefuldt for alle involverede.
»Det må andre gøre senere hen. Man kan ikke være involveret på den måde i ens egen historie,« sagde Brian May dengang.