Fire nye tilfælde af sexmisbrug i den katolske kirke i Danmark er kommet frem i dagens lys. Alle omhandler børn, der blev misbrugt af præster og medarbejdere i den katolske kirke i Danmark i 60'erne og i 70'erne.
"Der er tale om blufærdighedskrænkelse og noget, der har samleje-lignende karakter," siger sognepræst, Niels Engelbrecht til dr.dk. Han udtaler sig på vegne af den katolske kirke i sagerne om misbrug.
Han forventer, at der vil komme flere sager frem om sexmisbrug også i den danske del af den katolske kirke.
De mange sager om sexmisbrug af børn i den katolske kirke både herhjemme og i udlandet har fået kirken i Danmark til at nedsætte en gruppe, der skal opklare omfanget af misbruget.
Niels Engelbrecht har ifølge dr.dk været i mailkontakt med flere af ofrene.
"Det har været slemt for dem, og det har været ting, som har været ødelæggende for deres liv senere. De siger selv, at de overgreb, de har været udsat for, har været ødelæggende fx for deres evne til at have et samliv," fortæller han.