Hvis man kun kender José González fra et af det nye årtis snildt smukkeste numre, Heartbeats , kender man ham ikke rigtigt.

Stik imod den fængende og hjerteknugende sjælers tone, er den svensk-argentinske troubadour ingen romantiker og krænger ikke i den næste million år sit hjerte ud. Tværtimod holder han sine følelser for sig selv og vender hellere det lyriske fokus mod verden, teknologien og miljøet, når han slår sin spanske guitar an til det intense one man-show, som opfølgeren til albummet Veneer muligvis også bliver.

Verdens ører hviler på José González stemmebånd efter den chokerende succes med debuten fra 2003, der blev solgt i mere end 700.000 eksemplarer. Og måske overrasker den svensk-argentinske troubadour igen med In Our Nature . Sædvanlig er han i hvert fald ikke, som han sidder i sofaarrangementet på et københavnsk hotel og skænker kaffe op til Deres udsendte.

José Gonzales ligner indbegrebet af en anti-stjerne. Han gemmer sig bag et uldent og utæt skæg, og de genert vigende øjne matcher hans forsigtige gestik og stemmen, der tilsyneladende ikke bryder sig om at blive hørt. Den 29-årige singer-songwriter minder besnærende om en betuttet videnskabsmand, der trives bedre i laboratoriet, studerekammeret eller bag katederet end på en scene foran hundredvis af meget begejstrede publikummer.

Fra bohemede unge til småforelskede bedstemødre, der alle falder i svimer over guitarekvilibristen og det mangefacetterede dunder, han formår at fremelske med sit uortodokse fingerspil.

Han kompenserer

Det med videnskabsmanden er næppe skævt skudt, når man gransker José González c.v. Da musikerkarrieren tog fart, ofrede han således et ph.d-studium i biokemi på Göteborgs universitet.

- Man kan vel sige, at jeg kompenserer for alt det tabte på min nye plade. Når man turnerer så meget, som jeg har gjort de seneste tre år, så står ens intellektuelle udvikling i stampe. En del af mig savner fordybelsen, og derfor skriver jeg også om videnskabelige emner på den nye plade.

Med José González egne ord bygger In Our Nature på hardcore lyrik. Den kredser om en på mange måder kynisk menneskehed, som titelnummeret ikke mindst tager favntag med. En del af inspirationen kommer fra forfatteren Richard Dawkins.

- Han forholder sig meget kritisk til religion. Han analyserer, hvorfor religion findes, og hvorfor vi behøver religion. Jeg er selv ateist, og hans teorier forklarede mig en masse om noget, jeg har haft svært ved at forstå.

Han klynker ikke

Der er dog også andre grunde til de få kærlighedssange på José González nye plade. Han bryder sig ikke om at udstille sine følelser. Og desuden risikerer han også at ryge i den samme klæge kategori som alle kollegerne i singer-songwriter-faget, forklarer han.

- Det bliver så let billigt og klynkende. Selvfølgelig mestrer enkelte at ramme kærligheden lige på kornet – Chet Baker, for eksempel – men jeg bryder mig ikke om at vise egne følelser. Og så er det rart at bruge andres ord.

Han elsker originaler

José González hentyder til de få og nøje udvalgte covernumre, han har prydet sine hidtidige plader med. På Veneer var det electro-duoen The Knifes skarpt skærende Heartbeats , han gjorde rund, udødelig og dybblå. Denne gang er det triphop-bandet Massive Attacks Teardrop , der får et køns- og temperamentsskifte, så sangen rummer noget andet og mere. Versionen af Heartbeats blev brugt til en Sony-reklame (den med den farverige hoppebold-regn) og udbredte reelt José González musik til det meste af verden.

- Hvis jeg skal fortolke et nummer, er det vigtigt, at jeg elsker originalen. Og så vælger jeg sange, der ikke bare er vokal og guitar i forvejen. Det ville ikke give mening.