Blod, vold, optøjer og tortur er afløst af glæde og oprydning i Egyptens hovedstad Kairo. I to uger har kaos hersket i hovedstaden, men efter præsident Hosni Mubarak i går trådte tilbage, har freden nu sænket sig.
Billeder fra internationale medier som CNN, BBC og Al Jazeera viser egyptere, som i fred og ro sunder sig oven på de sidste to ugers voldsomme opstand.
Militæret har officielt overtaget magten i landet, men der har ikke været brug for magtanvendelse fra soldaternes side. Mubaraks exit har tydeligvis skabt håb og glæde hos den egyptiske befolkning.
I dagevis har millioner af sten fløjet igennem luften, men nu går demonstranterne i fred og ro rundt på Tahrir Square og rydder op. Millioner af sten er pænt samlet op og lagt i store bunker. Barrikader fjernes i samarbejde med soldater og kampvogne er forvandlet til motiver til fotos, hvor glade egyptere får taget billeder, mens de sidder på kampvognene.
En revolution, der kunne være endt i et voldsomt blodbad ser ifølge de internationale medier ud til at være endt fredeligt.