Thailands nye premierminister, Abhisit Vejjajiva, skulle mandag have givet sin første tale om regeringens politik. Men talen er blevet udskudt så længe, der står flere hundrede demonstranter foran parlamentsbygningen i Bangkok.
De mange rødblusede demonstranter er utilfredse med udnævnelsen af den tidligere oppositonsleder Abhisit efter en politisk studehandel for nylig, skriver Reuters.
Premierministerens tale ventes dog at blive afholdt senere på dagen, oplyser medieminister Satit Wongnongtaey.
"Vi forsøger stadig at forhandle med demonstranterne, så vi kan levere talen," siger han.
Ifølge thailandsk lov kan regeringen ikke påbegynde sit arbejde, før senatet og Repræsentanternes Hus har fået en mundtlig overlevering af den politik, regeringen agter at føre.
Demonstranterne støtter den tidligere premierminister Thaksiin Shinawatra, der blev sat fra magten under kuppet i 2006.
Hans svoger var leder af den regering, der for nylig måtte træde tilbage efter en domstolskendelse, der fandt regeringskoalitionen skyldig i valgsvindel for et år siden.