Den tidligere guvernørkandidat Stacey Abrams giver USA's præsident, Donald Trump, skylden for den delvise nedlukning af det amerikanske statsapparat.
- Nedlukningen var et stunt tilrettelagt af USA's præsident, et stunt, der udfordrede retfærdighedens principper og ikke blot svigtede vores folk, men også vores værdier.
Det siger hun i Det Demokratiske Partis svar til præsidentens State of the Union-tale natten til onsdag dansk tid.
Præsidenten har sat sine politiske mål over det amerikanske folks velbefindende, lyder anklagen fra Abrams.
Hun henviser til sine syv år som leder af Det Demokratiske Parti i delstaten Georgia, hvor hun ikke altid var enig med de republikanske ledere eller guvernøren.
- Men jeg forstod, at vælgerne ikke bekymrede sig om vores politiske partier - de bekymrede sig om deres liv.
Så når der skulle indgås politiske forhandlinger, "så lukkede de politiske ledere ikke ned - de holdt sammen", lød det fra Abrams.
- Sådan burde det også være i vores nations hovedstad. Vi kommer måske fra forskellige sider af det politiske spektrum, men vores fælles forpligtelse til nationens idealer er ikke til diskussion.
Det amerikanske statsapparat blev ramt af en delvis nedlukning den 22. december 2018.
Det skete som en konsekvens af månedslange forhandlinger om budgettet for 2019 mellem Trump og Demokraterne og Republikanerne i Kongressen.
Trump har krævet, at det indeholder finansiering af en grænsemur til Mexico til i alt 5,7 milliarder dollar, hvilket Demokraterne har nægtet.
Efter 35 dages delvis nedlukning af landet, hvor 800.000 offentligt ansatte ikke fik løn, kom der 26. januar en midlertidig aftale.
Den åbner staten indtil 15. februar, mens der forhandles om grænsesikring.
/ritzau/