"Se 10-15 år frem, og så kan vi have medarbejdere i danske virksomheder, der giver chefen en knytnæve i maven, hvis der opstår uenighed."
Sådan indleder erhvervspolitisk kommentator på Finans, Anders Heide Mortensen, et noget opsigtsvækkende indlæg.
Udgangspunktet for hans tankeeksperiment er de stigende antal sager om vold på landets folkeskoler. Han henviser til, at Arbejdstilsynet i 2015 gik ind på 38 skoler og gav skoleledelsen påbud på grund af fysisk vold mod en lærere.
Det er altså på den baggrund Anders Heide Mortensen, fremsætter sin bekymring - og han mener det.
For hvis ikke der sker ændringer i denne adfærd, ja så risikerer vi altså, at vold flytter ind på arbejdspladserne som en måde at udtrykke utilfredshed med chefen, frygter den erhvervspolitiske kommentator.
De voldelige elever i folkeskolen kan ikke bare isoleres til gruppen af "udsatte" elever, skriver Anders Heide Mortensen. Det er simpelthen en måde, som både piger og drenge omgås autoriteter på i uddannelsessystemet, postulerer han og adresserer herefter problemet direkte til lederne ude omkring i landets virksomheder:
"Skulle vi kalde fænomenet for en kommende ledelses-udfordring? Kig ind i en fremtid, leder, hvor en del af dine medarbejdere har fået det indtryk under deres uddannelse, at det at slå er en måde at sætte sin vilje igennem på. Eller sætte en person på plads, der stiller krav," skriver han.