Der bliver talt for enhver sag i EU's 'hovedstad' Bruxelles. Og nu skal det så udstilles, hvem der gør det dårligst eller måske nærmere mest usportsligt.
Begivenheden 'Årets værste lobbyisme' startede nemlig i går, og det foregår i år som en award-begivenhed, hvor to priser uddeles inden for områderne klimalobbyisme og finansiel lobbyisme.
En af talerne på gårsdagens åbning i Europa-kommissionen var den socialdemokratiske parlamentariker Dan Jørgensen.
"Jeg deltog, fordi det er vigtigt at der kommer mere åbenhed omkring lobbyisme. At der kommer et politisk pres for at regulere det, og så selvfølgelig for at sætte fokus på dem, der ikke spiller efter reglerne," siger han.
De nominerede i finanskategorien er bankerne Goldman Sachs, Royal Bank of Scotland samt grupperne AIMA og EVCA, der ifølge nomineringerne alle har stået for at nedtone finanskrisen i forsøget på at bevare bankernes styrke.
I klimakategorien er det firmaet ArcelorMittal, RWE(npower) og gruppen BusinessEurope, der er nomirede. Alle for at forhindre en hårdere klimapolitik i EU.
"De fleste lobbyister er gode og professionelle, og selvom jeg ikke er enige med dem, kan jeg godt respektere dem. Men der er også mange, der ikke er helt ærlige i deres sag," siger Dan Jørgensen.
Organisationerne bag lobbyist-eventet, blandt andre Oxfam og Climate Action Network Europe, er i øvrigt selv aktive i lobbyistarbejdet, men vil altså forsøge at ændre den måde, det foregår på. Og Dan Jørgensen er ikke i tvivl om, hvem han vil stemme på.
"BusinessEurope er en god kandidat, for de render lige nu rundt og prøver på at obstruere al klimalovgivning i EU, på trods af at de har mange medlemmer, der har stor interesse i lovgivningen," siger han til Newspaq.
Du kan afgive din stemme på, hvem du synes, er de værste lobbyister i år her. Afstemningen foregår frem til den 25. november, hvorefter vinderne bliver offentliggjort i starten af december.
- Lobbyisme er når enkeltpersoner, virksomheder og organisationer påvirker lovgivende instanser i samfundet.
- Det er anslået, at der arbejder cirka 15.000 mennesker med lobbyisme i Bruxelles.
- Hele området omkring ministerråds-, parlaments- og kommissionsbygningerne i Bruxelles er fyldt med kontorer for virksomheder og organisationer.
- EU-kommissionen har oprettet et lobbyismeregister, der afslører, hvem der arbejder for hvilke interesser i Bruxelles. Det har dog mødt stor kritik for ikke at være omfattende nok.