Selvom SF for første gang endte i regering, så fik Villy Søvndals parti et katastrofevalg.
Hele syv mandater måtte SF afgive ved sidste folketingsvalg. Det var især til regeringspartneren De Radikale og til støttepartiet Enhedslisten, SF blødte vælgere.
En intern rapport, som Information er kommet i besiddelse af, viser, hvilke vælgere, der tog flugten.
Især unge og veluddannede københavnere er blevet en mangelvare i SFs vælgerkorps. Netop den gruppe valgte at sætte krydset andetsteds, viser rapporten, der blev sendt ud til partiets landsledelse i november.
"Det svarer meget til det, jeg havde forventet. Og det er en forholdsvis naturlig konsekvens af de politikændringer, SF har gennemført for at indgå og holde fast i alliancen med Socialdemokraterne," siger Rune Stubager, der er lektor ved Aarhus Universitet og forsker i vælgeradfærd, til Information.
De Radikale blev den store stemmestjæler fra SF med 1,9 procent - Enhedslisten snuppede 0,7 procent af SFs vælgere.
Rune Stubager peger på, at de vælgere, som primært skoddede Villy Søvndal er de såkaldte "caffe latte vælgere."
"Vi ved, at det er et segment, der længe har været meget i bevægelse. I 2005 var de allesammen 'radicoole'," siger han til avisen.
Netop SFs fokus på fordelingspolitik og delvise farvel til værdipolitikken kostede vælgere. Det vurderer Jørgen Goul Andersen, professor ved Institut for
Statskundskab på Aalborg Universitet.
"Blandt studerende og unge akademikere var SF en overgang et virkelig stort parti, og i det segment opfattes SF og Radikale Venstre ikke som værende særlig langt fra hinanden. For dem er værdipolitikken afgørende, og det betyder mindre, at der fordelingspolitisk er en markant forskel," siger han.
Enhedslisten fik et kanonvalg med 6,7 procent af stemmerne og voksede fra fire til 12 mandater. De Radikale gik også frem og landede på 9,5 procent af stemmerne og voksede med otte mandater til 17 i alt.
Kilde:Information