Jøden spørger USO:
Hvor glad er du egentlig for din Barcelona-trøje?
»Det kan ikke beskrives med ord. Jeg har den altid med mig i en taske. Den skal være inde for en radius af 10 meter. Jeg har fulgt med i mere end 10 år. Også da de tabte. Men gode ting kommer til dem, der venter. Er det ikke sådan, man siger?«
Hvordan gik USO fra at være en blingbling-sms’ene player til en eftertænksom veteran med issues?
»Jeg er stadig den samme person. Men på den nye plader dyrker jeg min voksne side, som folk ikke har set så meget til før. Jeg reflekterer over livet og bruger rappen som en terapi, så jeg kan komme ud med det. Det kan være frustrationer over musikindustrien, vi er i, folks mening om mig og hele indvandrerdebatten. Jeg er jo født og opvokset her og fortæller, hvordan jeg har det med sagerne.«
Hvad er mest street: at bruge Søs Fenger (medvirker på USO s plade, red.) eller Peter Sommer (på Jødens plade, red.) til sit omkvæd?
»Det ved jeg sgu ikke. De er nok lige street. Og så alligevel. Søs er ældre og har altså lidt mere credibility.«
USO spørger Jøden:
Du er jo inkarneret århusianer, og AGF spiller som bekendt i 1. division nu. Hvis du var træner, hvilken Jøden-peptalk ville du så give dem?
»Puuuh, så ville jeg tale til deres hjemstavnsfølelse. De skal fucking tage sig sammen, ellers flytter USO og Jøden væk. De skal ikke motiveres, de skal skældes ud. Ellers kan de alle få lov at ende som Gunnar Lind. Da han blev fyret i klubben, ansatte Stig Tøfting ham i sin kiosk. Hæ-hæ.«
Vi har måttet vente længe på ’MonkeyJuice’, men hvad er der egentlig med dig og de aber?
»Alle siger, at Jøden er så klog som en bog. Men det gider jeg ikke lave en plade om, Det skal lidt længere ned – være pjattet og skørt. Mere dyrisk, mindre finkulturelt. Og så er monkeyjuice et sindssygt sjovt ord.«
Hvis ikke du måtte lave hiphop mere, hvad ville du så lave?
»Så ville jeg vælge sådan noget økologisk spoken word. Det ville være streetmusik lige meget hvad.«