Forsikringsselskabet Fireman’s Fund anklager nu skuespilleren Robert De Niro for at have givet falske helbredsoplysninger, da han skulle forsikres til thrilleren ’Hide and Seek’ i 2003.
Skuespilleren fik diagnosticeret prostatakræft lige inden indspilningerne af filmen, og han måtte derfor sygemelde sig.
Det kostede Fireman’s Fund 1,8 millioner dollars. Det er et beløb, der svarer til cirka 10 millioner kroner.
Pengene fik De Niros arbejdsgiver, filmselskabet 20th Century Fox, udbetalt, fordi filmen blev forsinket. Fireman’s Fund påstår, at De Niro godt vidste at han havde kræft, inden Fox tegnede forsikringen. Derfor anklager Fireman’s Fund nu De Niro for bedrageri. Det fortæller Entertainmentvise.com.
Forsikringsselskabet kræver derfor, at Hollywood-stjernen tilbagebetaler de 1,8 millioner dollars af egen lomme.
De Niros folk afviser alle anklager og fortæller, at han først fik diagnosen to dage før optagelserne skulle starte.
Skuespillerens advokat Robyn Crowther afviser helt søgsmålet.
»Fireman’s Fund sagsøger Robert De Niro, fordi han fik kræft. De udnytter i virkeligheden hans sygdom til at vriste sig ud af deres forpligtelser over for Fox,« fortæller den rasende advokat.