Den seneste tids fokus på kendte og kokain, får nu flere kendte til at tage afstand fra stoffet, men de påpeger, at det jo i bund og grund er folks egen sag.
Således siger sangerinden Medina til Ekstra Bladet.
"Det er jo folks egen sag. Det er ikke noget jeg gider at omgås," svarer Medina på spørgsmålet, om hvad hendes holdning er til kokain.
Sangerinden fortæller også, at hun ikke tror på, at det kan udryddes, men at hun ikke selv gider forsøge at redde verden.
Susanne Bjerrehuus, fortæller, at hendes opfattelse er, at kokain er i alle lag, men hun vil ikke selv ud med, hvilke kendte hun ved har erfaring med stoffet.
"Haha, du får mig ikke til at nævne navne, men selvfølgelig ved man, at det er der, men ingen vil jo indrømme noget. Men jeg har aldrig selv taget stoffer," siger Susanne Bjerrehuus til Ekstra Bladet.
Den eneste kendis, som tager bladet fra munden er Sidney Lee, der er kendt for at være kendt, og derfor ikke har det helt store at miste ved at være ærlig.
"Da jeg var 19, tog jeg selv mange stoffer. Det lægger jeg sgu ikke skjul på," forklarer Sidney Lee til Ekstra Bladets journalist.
Men Sidney Lee pointerer også, at han ikke længere tager stoffer, for det tog overhånd.