Den søde rigmandstilværelse for erhvervsmanden Asger Aamund og Suzanne Bjerrehuus kan snart være forbi.
Asger Aamund har tabt formuen og går derfor en usikker fremtid i møde. Det skriver BT.
Det er ikke til at vide, om de kommende år vil gøre ham styrtende rig, eller om han går konkurs. Det hele afhænger nemlig af, om lægemidlet Prostvac kan markedsføres som et middel mod prostatakræft.
Han lever nu på Nordeas nåde, efter at han har offentliggjort regnskabet for sit investeringsselskab A.J. Aamund A/S.
Det viser nemlig et kæmpe minus på 296 millioner kroner for 2011. Og det bringer selskabet ned på en negativ egenkapital på 67,6 millioner kroner.
Nordea kan i princippet erklære selskabet konkurs, hvis banken skulle ønske det.
Der er dog høje forventninger til det nye lægemiddel, og selskabet A.J. Aamunds værdier er bundet i medicinalselskabet Bavarian Nordic, som erhvervsmanden ejer syv procent af aktierne i.
Han har længe været kendt som en af Danmarks rigeste erhvervsmænd med en gigantisk formue. Og sammen med sin kone Suzanne Bjerrehuus har han en stor villa tæt ved Strandvejen og en lækker ejendom i Cannes.
Om de kan fortsætte det liv, vil fremtiden vise.
Kilde: BT