Medarbejderne har egentlig ikke lyst til det. Alligevel har ledelsen på Coca-Cola Tapperiet A/S i Fredericia gennemtrumfet, at der skal sættes et fadølsanlæg op i kantinen.
De ansatte skal da have mulighed for at få en øl i frokostpausen, mener lederne af tapperiet, der sidste år blev en del af Carlsberg Danmark. Dermed går bryggeriet mod de fleste andre arbejdspladser, hvor der er en nultolerance, når det gælder alkohol.
Den ny alkoholpolitik og dermed fadølsanlægget forventes at være på plads den 1. januar. Og det ærgrer medarbejderne i Fredericia.
"Det er beklageligt, at aftalen er opsagt, men proceduren er fulgt, så det kan vi ikke gøre noget ved," siger tillidsmand på tapperiet Lars Schultz ifølge DR.
Også topledelsen i Carlsberg er imod den nye alkoholpolitik.
"På en moderne arbejdsplads hører alkohol ikke hjemme. Øl og hurtige maskiner passer ikke godt sammen, og det er vi klar over," siger produktionsdirektør hos Carlsberg Danmark i Fredericia, Erik Juul Rasmussen.
Han håber på, at der kommer et fælles totalforbud for hele Carlsberg i Danmark. Men indtil da kan fadøllen flyde i stride strømme på tapperiet i Fredericia, hvis der altså er nogen der har lyst til en tår humle i frokostpausen.