Danskerne går amok i hurtige forbrugslån til høje renter.
Nye tal for Danmarks Statistik viser, at vi har optaget kviklån, blankolån og lån på kontokort for 19 mia. kr., og gælden er stigende.
De seneste tre måneder er udlånet i forbrugerkreditter - altså lån optaget uden om banker og realkreditinstitutter - steget med 0,5 procent. Og sammenligner man med samme kvartal sidste år er udlånet steget med 2,3 procent.
Ifølge seniorøkonom i BRFkredit, Mikkel Høegh, optager flere forbrugslån til skyhøje renter for at få økonomien til at hænge sammen.
"Dagens tal skal ses som et udtryk for, at færre magter at få nedbragt deres klatgæld til trods for, at renten i øjeblikket er historisk lav. Det er en bekymrende udvikling," siger Mikkel Høegh.
Samme melding kommer fra Tore Stramer, seniorøkonom i Nykredit. Han peger samtidig på en anden forklaring, nemlig at bankerne har gjort det sværere for forbrugerne at låne penge.
I BRFkredit opfordrer man alle med friværdi i boligen til at få afviklet deres klatgæld i en fart.
"Der burde være mange, der har råd til at få lagt deres klatgæld ind under boligfinansieringen og dermed opnå en lavere husleje," siger Mikkel Høegh.
Selvom danskernes forbrugerkreditter stiger, er beløbet dog lille i forhold til størrelsen af danskernes banklån og realkreditlån.
Danskernes har således gæld for 1.390 mia. hos realkreditinstitutterne og 429 mia. kr. hos bankerne.