Socialdemokraternes formand ville lige akkurat kunne smide Venstres Lars Løkke Rasmussen ud af Statsministeriet, hvis der var valg i morgen.
En ny Gallup-måling foretaget for Berlingske Tidende giver for anden måned flertal til den røde fløj.
Oppositionen står til 88 mandater, mens regeringen får 87 mandater.
Set i forhold til valget i 2007 går oppositionen frem fra 45,8 til 49,7 pct. af stemmerne, mens regeringen går tilbage fra 50,5 til 49 pct.
Politisk ordfører for Socialdemokraterne Henrik Sass Larsen har følgende forklaring.
"Jeg tror, der er mange vælgere, der forlader især Venstre, fordi de ikke længere har tillid til, at de er de rigtige til at bære os igennem den økonomiske krise. Det har vist sig gang på gang, at de har taget fejl med hensyn til den økonomiske politik," siger han.
Ved valget i 2007 satte 26,3 pct. deres kryds ved V. Var der valg i morgen, ville 23,7 pct. gøre det.
Både DF og K står dog til fremgang set i forhold til valget i 2007.
Partierne ender på henholdsvis 14,2 og 11,1 pct. af stemmerne mod 13,8 og 10,4 i 2007.
Dermed er det Venstre, der står for regeringens tilbagegang.
Partiets politiske ordfører, Peter Christensen, peger på en række dårlige sager.
"»Jeg er overbevist om, at vi får mulighed for at stige i den kommende tid, for vi har fundet gode svar på både madordningen og spørgsmålet om burkaerne, og så er vi i fuld gang med at sætte folkeskolen i fokus. Jeg er optimistisk," siger han.