Danskerne kommer ud af 2013 i økonomisk medvind, men de er ramt af en snusfornuft, der ikke gavner væksten. De ser dermed ud til at skuffe de økonomiske vismænd, der godt kunne ønske sig lidt moderat vildskab i husholdningerne, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Jeg vil ikke gå ud og sige, at folk skal begynde at forbruge. De skal gøre, hvad de synes er fornuftigt. Men vi vurderer samtidig, at det generelt er fornuftigt nok at øge det private forbrug, fordi danskerne har så meget opsparing, og fordi økonomien generelt vil blive bedre i 2014, lyder det forsigtigt fra professor Michael Svarer, Aarhus Universitet; en af de fire økonomiske vismænd.
Han erklærer sig overrasket over resultatet af en måling, som analyseinstituttet Wilke har lavet for Jyllands-Posten.
Danskerne er her blevet spurgt til deres forventninger til huspriser, økonomisk vækst, egen økonomi og landets økonomi. De har mildt sagt ikke sendt invitationer ud til en forbrugsfest.
Tre af fire danskere har ikke i sinde at ændre ved deres personlige forbrug i 2014. Der er faktisk lidt flere, der vil reducere forbruget, end der er danskere, der forventer at bruge mere.