Selvom der kommer en række nye landsdækkende radiokanaler, frygter flere eksperter, at det ikke giver danskerne bedre radio.
»Spørgsmålet er, om det bare bliver mere af det samme. Vi har jo ikke brug for flere, der spiller let popmusik som Radio 100 FM eller The Voice,« siger direktør for Radionyt.com, Stig Hartvig Nielsen.
Han mener, at regeringen bør lade en såkaldt skønhedskonkurrence afgøre, hvem der får de nye kanaler.
En skønhedskonkurrence går ud på, at det ikke er dem, der betaler mest, der ender med stationen, men dem, der kan leve op til en række krav til indholdet.
Men mediepolitisk ordfører for Venstre, Ellen Trane Nørby, er imod den ide.
»Politikerne skal ikke ind og være smagsdommere. Hvad der er god radio for dig, er ikke nødvendigvis god radio for mig,« siger hun.
Konkurrenceproblem
Medieanalytiker Per Laursen fra Mediawatch mener, at »det vil være sundt for markedet,« hvis Ellen Trane Nørby skifter mening.
»En auktion, som regeringen ønsker, betyder, at nye landsdækkende radioer skal betale høje koncessionsafgifter hvert år,« siger han.
TV2 Radio betaler for eksempel 23 millioner kroner årligt, og de penge vil Per Laursen hellere lade de nye kanaler beholde, så de kan lave bedre radio.
»Det bliver mere velproduceret og interessant radio, når der er penge til at hyre bedre og flere medarbejdere,« siger han.
Men han peger på, at det kan skabe et konkurrenceproblem, hvis de nye stationer ikke skal betale en ligeså høj afgift til staten som de nuværende kommercielle stationer.
Gamle problemer løst
Regeringen har længe arbejdet for at få flere landsdækkende radiokanaler. Det har dog været svært at føre ud i livet, men nu har den teknologiske udvikling overhalet de politiske uoverensstemmelser, og de mediepolitiske ordførere finder efterhånden fælles fodslag. Tidligere var et af de store problemer, at flere lokale stationer måtte lade livet, hvis der skulle være plads til flere landsdækkende stationer på FM-båndet. Men sådan behøver det ikke at gå nu.
Den hollandske konsulentvirksomhed Broadcom Partners kommer inden for den næste måned med et bud på, hvordan FM-båndet kan deles op, så de lokale stationer kan bevares samtidig med, at der bliver plads til en række nye landsdækkende kanaler.
Hvor mange nye landsdækkende kanaler, der kommer, og om de bliver delt ud efter en såkaldt skønhedskonkurrence eller en auktion, bliver afgjort senere på året.
I begyndelsen af 1990’erne fik The Voice og Radio Uptown stor succes ved at lade ’friske’ værter spille hitmusik.
I 2003 gik Sky Radio og Radio 100 FM i luften.
Sky Radio lukkede hurtigt igen. Men Radio 100 FM er vokset til den mest succesfulde kommercielle radiostation.
1. februar i år begyndte TV2-Radio at sende. Det er den eneste landsdækkende kommercielle station.