Mennesker dør hvert år i Danmark, fordi der mangler organer.
Alene sidste år døde 50 personer, mens de stod på venteliste.
Men sådan behøver det ikke være, hvis det står til befolkningen. Hver anden dansker mener nemlig, at loven skal ændres, så alle automatisk er tilmeldt et organdonor-register.
Det viser en spørgeundersøgelse, som analyseinsituttet Userneeds har lavet for Nyhedsavisen. Resultatet glæder Transplantationsgruppen, der er en sammenslutning af patientforeninger:
»Der er ingen tvivl om, at hvis vi indførte automatisk organdonation, ville antallet af organer til syge mennesker stige,« siger formanden Ib Gaarde-Nissen.
18-årige skal tage stilling
Dermed er danskerne klar til at tage et meget større skridt end det, der bliver taget torsdag i Folketinget. Her ventes det, at politikerne vedtager et lovforslag der betyder, at 18-årige fremover skal tage stilling til, om de vil være organdonor.
Beslutningen skal træffes, når de unge eksempelvis får udstedt pas eller er til tjek hos lægen i forbindelse med kørekort. De 18-årige har dog ikke pligt til at give svar på, om de vil være organdonor.
Men det er alt for slapt, mener Transplantationsgruppen, der vurderer, at automatisk organdonation – også kaldet formodet samtykke - er vejen frem.
»Det er da et lille skridt i den rigtige retning, men jeg har min tvivl om, hvad det vil bidrage til af flere organer,« siger Ib Gaarde-Nissen.
Svær beslutning
I øjeblikket er en arbejdsgruppe i Det Etiske Råd i færd med at afgøre, om de vil rådgive politikerne til at ændre loven på linie med Sverige og Spanien, hvor alle som udgangspunkt er organdonor, medmindre man har sagt noget andet.
I Danmark er det i dag lige modsat. Her skal man aktivt melde sig til et register eller lade familien kende sin holdning for at blive organdonor.
»Argumentet for er, at det vil redde mange liv i fremtiden. Også helt unge menneskers. Argumentet imod kan være, at i situationen hvor en person bliver hjernedød, er de pårørende måske i tvivl om, hvad den afdøde faktisk ville,« siger gruppens formand Gunna Christiansen.
På trods af at Nyhedsavisens undersøgelse og forskning på området viser, at flertallet af danskere går ind for flere organdonationer, så er blot cirka 12 procent af befolkningen i dag tilmeldt Donorregistret.