I aften går det løs på Ullevaal Stadion i Olso. I løbet af de 90 minutter skal Danmark køre sejren hjem.
De tre point bliver under ingen omstændigheder i det norske. Sådan lyder det i hvert fald, hvis man spørger danskerne, der befinder sig i Oslo.
"Det er et meget optimistisk publikum, vi har med heroppe. Alle jeg har talt med forventer en sejr og til nøds uafgjort," siger Newspaqs reporter i Oslo, Morten Olsen.
Den hårde retorik har taget til jo tættere kampen er rykket, og nordmændene lover krig på banen, men uden for banen festes der op til kampstart.
"Det er gået stille og roligt, men der er politiopbud, og der var politi med på Oslo færgen fra København. Der er ingen skærmydsler, jeg så et par stykker, der blev hevet til side i går, men det foregik i al fredsommelighed," fortæller Morten Olsen med festende fodboldfans i baggrunden.
Rigtigt mange danske fodboldfans har taget turen til det norske med Oslobåden.
"Jeg har hørt, at der var omkring 1.300 mennesker med til Norge. Der var pyntet op til fodboldfesten, og man kunne købe båthorn og halstørklæder," lyder det fra Morten Olsen.
Klokken 20.00 er festen trukket fra gaden og ind på stadion, når kampen går i gang.