Ifølge Berlingske Tidende vil Danske Spil satse på at opbygge en klassisk barstemning med smukke piger, musik og spiritus i kombination med de klassiske spil som Oddset, Tips og Lotto.
Planen om at ændre spilbutikkernes koncept mødes af kritik.
"Det er stærkt kritisabelt, at man kombinerer alkohol og spil på den måde. Specielt med unge, der i forvejen har sværere ved at styre deres spil. Og det er endnu mere problematisk, når staten står bag," siger Jens Christian Nielsen fra Center for Ungdomsforskning til avisen.
Danske Spil har i dag syv sportsbarer og 21 spille-butikker.
På Christiansborg er der vrede over planen, men hos Danske spil har man svært ved at se problemet.
Thomas Rørsig, kommunikationschef i Danske Spil, mener netop det er meningen, at Danske Spil skal opsamle det spil, der foregår, og få den lagt ind under Danske Spils kontrollerede rammer for spil.