Tidligere måtte de danske soldater i Afghanistan kun åbne ild, hvis fjenden skød først, men nu skal de blot være sikre på, at de har en fjende på sigtekornet, før de skyder. Det er amerikanernes ankomst til Helmand-provinsen, der er skyld i den nye regel.
"Vores 'Rules of Engagements' ændrede sig, da de nye amerikanske soldater ankom, så vi må skyde tidligere på fjenden," forklarer chefen for de danske styrker i Afghanistan, Frank Lissner, til Jyllands-Posten.
USA her netop sendt 21.000 soldater af sted til Afghanistan, og en stor del af dem skal altså være i Helmand-provinsen.
"Briterne, amerikanerne og danskerne opererer i samme område nu, og så kunne vi ikke have forskellige 'Rules of Engagements'. Det betyder, at vi hurtigere må bruge våbenmagt over for fjenden. Hvor vi som udgangspunkt tidligere kun måtte skyde i selvforsvar, må vi nu skyde, så snart vi er sikre på, at det er en modstander," siger Frank Lissner.
Selv om de 42 lande under Natos indsats i Afghanistan (ISAF) er underlagt de samme regler, kan der alligevel godt være forskel på, hvornår soldaterne må skyde.
For eksempel har tyskerne visse begrænsninger på grund af landets rolle under Anden Verdenskrig, mens de amerikanske soldater har færre begrænsninger, fordi de også kæmper under Operation Enduring Freedom, som blev indledt som en angrebsmission.