De danske soldater har måske været lidt for ivrige med at hjælpe deres amerikanske kollegaer i jagten på narkobagmænd i Afghanistan.
Soldaterne kan risikere at ende i en gråzone, hvor de i værste fald kan risikere at blive anklaget for krigsforbrydelser.
Afghanske narkobaroner er som udgangspunkt civile, man ikke bare kan skyde. Og derfor kan soldaterne nu risikere at blive anklaget for krigsforbrydelser.
"Den humanitære folkerets regler i Genève-konventionen tillader soldater at skyde fjenden i en krigssituation. Men hvis narkohandlerne ikke aktivt deltager i en kamphandling, er de ikke kombattanter, og så kan man ikke bare dræbe dem", siger ph.d.-forsker Peter Vedel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder til Politken. Han betragtes som en af Danmarks førende eksperter i folkerettens anvendelse ved kampsituationer og terrorbekæmpelse.
"Hvis de blot finansierer og hjælper Taleban, så er de civile forbrydere, der skal arresteres og retsforfølges. Uanset om de står på en amerikansk liste med alle mulige beviser. Hvis en dansk soldat alene af den grund skyder på en narkohandler, så risikerer han i værste fald at blive anklaget for krigsforbrydelser," fortsætter Peter Vedel kessing.
Enhedslistens Frank Aaen finder det uacceptabelt, at regeringen vil være med til det.
"Det betyder jo, at danske soldater kan blive brugt til at udøve dødsstraf uden dom over kriminelle, som USA mistænker for at finansiere Taleban. Det er i strid med alle konventioner," siger han til Politken.
Forsvarsminister Søren Gade ser dog intet problem i at deltage.
"Så længe der er bevis for, at de banditter hjælper Taleban, ser jeg intet problem i dansk deltagelse", siger Søren Gade.
New York Times har afsløret, at det amerikanske forsvarsministerium har placeret 50 navngivne narkobagmænd på en liste over 367 personer, der som højeste prioritet skal fanges døde eller levende.