Det er ikke kun østarbejdere, der bliver underbetalt på danske gårde. Slet ikke.
Gang på gang bliver danske elever på det grønne område snydt af deres arbejdsgiver. Og snyderiet er kraftigt stigende, viser en gennemgang af sager, som Fagbladet 3F har lavet.
62 danske elever på det grønne område er blevet tilkendt i alt knap 2,5 millioner kroner siden midten af 2010.
- Griske eller tåbelige arbejdsgivere er skyld i, at mange unge mennesker får en dårlig start på arbejdslivet. Det er rystende og fuldstændig uacceptabelt, siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F.
Opgørelsen viser, at antallet af sager med danske elever har været stabilt på omkring ni hvert halve år siden midten af 2010. Men at tallet er steget til 17 i første halvdel af 2013.
Oftest bliver eleverne snydt for løn. Men en stor del bliver udsat for, at lærermesteren uberettiget opsiger deres fælles uddannelsesaftale, viser sagerne.
Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild siger til Fagbladet 3F, at alle elever skal have løn efter overenskomsten mellem GLS-A og 3F, og at ingen skal snydes.
- Hver af de 10 sager om året er en for mange, hvis der er tale om bevidste fejl og mangler. Når det er sagt, har vi hele tiden ment, at overenskomsten er unødig besværlig og med for mange tillæg. En del landmænd overvejer, om de fortsat kan tage elever, nu hvor også praktikpladsstøtten er halveret og måske forsvinder. En udvikling, vi i godt samarbejde med 3F har kæmpet imod, siger Martin Merrild.