Et nyt dansk talent rygtes i kikkerten hos Manchester United-træner Alex Ferguson.
Tidligere har den legendariske træner udtalt, at Christian Eriksen fra Ajax er interessant for de rødblusede.
Men nu rettes blikket mod den kun 17-årige Viktor Fischer, som spiller på Ajax' U-17 hold, melder Manchester Evening News ifølge sporten.dk.
"Standarden i hollandsk fodbold er altid høj. Hollænderne selv vil nok fortælle dig, at problemet er, at de gode spillere altid vil væk. Det er desværre sådan det er med hollandske hold, men det er til deres ros, at de bliver ved med at producere flere af disse gode spillere," siger Ferguson ifølge sporten.dk.
Det unge talent har tidligere imponeret og trukket overskrifter i en kamp mod Barcelonas unge drenge.
Viktor Fischer spiller ligesom Christian Eriksen på den offensive midtbane.
Kilde: Sporten.dk