En 62- årig dansk kvinde har erkendt sig skyldig i at være involveret i en af amerikansk histories mest spektakulære pyramidesager. Det skriver den amerikanske avis The Daily Progress.
Og det er ikke første gang, at danskeren er taget med fingrende i kagedåsen. I 1995 fik hun officielt sparket fra den amerikanske finansindustri, da hun ifølge de amerikanske børsmyndigheder drev en fiktivt investeringsklub.
Men hun kunne ikke dy sig. Hun allierede sig snart med en erfaren herre inden for fup og svindel - Terry Dowdell. De oprettede sammen et foretagene, som af Forbes Magazin betegnes som et klassisk pyramidespil, hvor nye indskud betaler de gamle, og investorerne lokkede med afkast på 70 procent.
Den danske kvinde fungerede som én af de to topsælgere. Hun solgte i alt for godt 75 millioner danske kroner og modtog næsten 3 millioner kroner for det.
Svindlen stod på fra 1998 til 2002, og først i 2004 blev Dowdell dømt til 15 års fængsel, men røg først bag tremmer tidligere i år, da han blev udleveret fra Andorra, hvor han havde søgt tilflugt.
Den danske kvinde kan risikere en fængselsdom på fem år og en bøde på omkring halvanden million kroner.