Da tragedien ramte Norge i fredags, var den danske socialdemokratiske ungdom (DSU) hurtige til at reagere.
Allerede på aftenen for Anders Breviks uhyrlige angreb kontaktede de musiker Carsten Bo og fik ham til at skrive et mindedigt. Det digt blev til sangen "Da døden gik i land", der siden har floreret på nettet. Nu skal den udgives rigtigt som støttesang.
"Vi har fået, nærmere flere tusinder end hundreder, henvendelser fra mennesker, der har ytret ønske om at få fat i sangen," forklarer Carsten Bo, der ud over musikkarrieren er tidligere folketingsmedlem for Socialdemokraterne.
Carsten Bo har i flere dage arbejdet i døgndrift for at få sangen indspillet ordentligt. Det gik lidt hurtigt med indspilningerne i første omgang, forklarer han. Natten til torsdag lå den endelige indspilning klar, så der nu kun er lidt teknisk arbejde tilbage.
Så skal sangen på iTunes og senere på CD. Alle indtjeninger fra salget skal gå helt ubeskåret til det norske arbejderpartis ungdom (AUF), hvis kammerater blev myrdet på Utøya.
"Vi ved godt, at penge i den forbindelse ikke kan erstatte noget som helst," erkender Carsten Bo, og forklarer, at pengene sandsynligvis vil blive brugt til at genopbygge AUF-lejren på Utøya.
Det er Dansk Musikerforbund, der har indvilget i at udgive sangen. Hvis alt går godt, vil den være tilgængelig på iTunes på næste onsdag. Efterfølgende kommer den i de danske butikker i CD-format.
Sangen vil højst sandsynligt skifte navn fra "Da døen gik i land" til blot: 22. juli 2011 Utøya.