En eksplosion ramte tirsdag formiddag et beskyttet køretøj af typen Hummer i nærheden af Barakzai-lejren i Afghanistans Helmand-provins.
En dansk soldat blev hårdt såret og tre kom lettere til skade, oplyser Hærens Operative Kommando.
De fire soldater, som er en del af den lette opklaringseskadrons 1. spejderafdeling, var på patrulje nær basen Barakzai, da ulykken skete.
Efter eksplosionen ydede kammeraterne førstehjælp til den sårede og de tilskadekomne.
Kort efter blev alle fire evakueret med helikoptere til felthospitalet i Camp Bastion.
To af de tilskadekomne kunne selv gå om bord i helikopteren.
På felthospitalet i Camp Bastion er den hårdt sårede soldat under behandling.
Hans tilstand betegnes som stabil. Han er umiddelbart uden for livsfare.
De nærmeste pårørende er blevet underrettet.