Det var ikke unormalt, at Pernille Højmark gik alene af sted som otteårig i det grønlandske ud for at hente sin far, der brugte meget af sin tid på værtshuse sammen med sine advokatvenner.

Pernille Højmark er netop udkommet med den selvbiografiske bog ”Først nu forstår jeg intet”, hvori hun fortæller om en barndom, der langt fra altid var idyllisk, og hvor hun alt for hurtig måtte blive voksen.

Hun var kun en lille pige, da hun sammen med sin søster blev sendt til Grønland, fordi faren havde fået job deroppe. Moren tog ikke med.

- Vi var uden tvivl fars piger, så jeg tror min mor tænkte, at det ville være godt for ham, hvis vi var med. På det tidspunkt var ingen af os heller helt klar over, hvor stor en alkoholiker han egentlig havde i sig, siger hun.

Skæbnehistorie: Både min mor og min far tog deres eget liv

Af modgang bliver du stærk
Pernille Højmark har dog ikke ondt af sig selv og sin barndom. Hun har i stedet vendt det til en styrke, for opholdet i Grønland lærte hende om ikke andet at klare sig selv.

- Men når jeg ser på piger på 8 år i dag, tænker jeg altid på, hvor små de egentlig er, og hvor voksen jeg var på et tidspunkt, hvor jeg burde have været den lille. Men det forunderlige ved børn er jo, at de ikke sådan går rundt og føler sig svigtede i situationen. De klarer sig bare på bedste beskub. Man bliver rå, siger Pernille Højmark.

Skød sig selv
Efter to år på Grønland flyttede familien atter tilbage til Danmark, og hendes forældre valgte at give ægteskabet en chance, og i et lille øjeblik oplevede hun den savnede idyl. Faderen lovede endda at blive ædru og stoppede også med at drikke – flere gange.

– Jeg troede på, at han ville lykkes hver eneste gang. Det gjorde jeg virkelig, siger hun.

Silas Holst: Derfor har I ikke hørt noget fra mig den seneste tid

Men så en dag var det hele slut. Faderen valgte at tage sit eget liv. Han havde ofte truet med det: ”Bare ét tryk,” sagde han til 13-årige Pernille, mens hans pegefinger var rettet mod hagen. Men at han ville gøre alvor af det, kom bag på dem alle.

– Han var uden tvivl en smule maniodepressiv. Og så tror jeg helt ærligt, at han valgte den udvej for vores skyld. Fordi han troede, vi ville få et bedre liv uden ham, siger skuespillerinden.

Moren bad om tilgivelse
Hun kom selv gennem sorgen ved at lægge sig ind på sin fars værelse – der hvor han begik selvmord – når hun var allermest ked af det.  Men hun var aldrig vred, selv om hun i en uhyggeligt virkelig drøm mærkede, at hun tilgav ham.

Jalousi-tragedie: 6-årig så far dræbe mor med oversavet jagtgevær

– Jeg har aldrig tænkt på, at det var noget, jeg skulle. Derfor kom det også meget bag på mig, da min mor på sit dødsleje spurgte, om jeg kunne tilgive hende. Hun har helt klart bedt om tilgivelse for, at hun blev væk, da vi var i Grønland. Og det var jo rigtigt nok, at hun svigtede os. Hvor var du? Hvad vidste du? Men det var på hendes dødsleje, og der giver man sig ikke til at råbe og skrige. Så tilgiver man selvfølgelig. Jeg tror også, det er det eneste rigtige. At tilgive sine forældre uanset hvad, for ellers kommer man ikke selv videre, siger Pernille Højmark.