Hun blev et kendt ansigt over hele verden med sin rolle i storfilmen Gladiator, hvor Russel Crowe på bloddryppende vis slagter sine modstandere i Colosseums gladiatorkampe. Men over for Billed-Bladet afslører Connie Nielsen nu, at det også i barndomshjemmet ofte gik voldsomt for sig.
Længe før gennembruddet i Djævlens Advokat voksede den danske stjerne op i Elling i Nordjylland. Og her var fysisk afstraffelse en del af hverdagen.
"Min far slog, men han gjorde det, fordi han var under et enormt pres og aldrig havde modtaget kærlighed som barn," fortæller hun til ugebladet.
Forklaringen på den håndfaste børneopdragelse skal findes i farens egen barndom, mener skuespilleren, der i dag danner par med Metallica-trommeslageren, Lars Ulrich.
"Min far blev opdraget på et børnehjem og havde en rigtig barsk barndom," siger Connie Nielsen.
Begge stjernens forældre var troende mormoner. Men den danske Hollywood-skønhed tog afstand fra troen, gjorde i en tidlig alder oprør mod familie og nægtede at tale med faren i en årrække. I dag har de dog fået et godt forhold til hinanden, understreger Connie Nielsen over for ugebladet.