Hvilket fantastisk år det har været for den danske roer Henrik Stephansen, der søndag vandt guld ved VM i Bulgarien i letvægtssinglesculler.
Dermed genvinder han sit verdensmesterskab i klassen fra 2011.
Sejren kommer ikke mange dage efter, at Stephansen præsterede over forventning ved OL i den åbne OL-klasse, hvor han var oppe mod langt større roere.
Alligevel blev det til en godkendt plads som nummer 13 ud af legenes 33 deltagere i disciplinen.
Men nu er Henrik Stephansen altså tilbage som nummer ét.
I en tæt finale viste Henrik Stephansen endnu engang, hvem der bestemmer blandt verdens letvægtsroere. I en tæt finale spurtede danskeren over målstregen efter 2000 meters roning med godt et sekund ned til sin ungarske konkurrent på andenpladsen.
- Det er rigtig flot af Henrik at vinde i år, for der er ingen tvivl om, at der var et meget stort forventningspres på ham.
- Og med både OL og så VM lige efter vidste vi, at det ville blive svært med mange gode konkurrenter i klassen, siger sportschef i Dansk Forening for Rosport, Lars Christensen, i en pressemeddelelse.
Den danske vandkriger har nu vundet alle sine VM-løb i letvægtssinglesculleren de sidste to år.
Sejren til Henrik Stephansen kommer dagen efter en anden dansk ro-succes.
Lørdag vandt letvægtsdobbeltfireren med Helene Nygaard Olsen, Sarah Jürgensen, Christina Pultz og Sarah Christensen sølv ved samme VM i Bulgarien.
De fire danske kvinder kæmpede længe mod Polen forrest i feltet, der talte seks både, men på de sidste 700 meter ville Italien også lege med om medaljerne.
Den danske kvartet afviste dog kontant italienerne i spurten og hentede også ind på Polen.
Polakkerne holdt danskerne halvandet sekund bag sig over målstregen og blev verdensmestre, mens Danmark tog sølv og Italien bronze.
/ritzau/