Den danske NHL-målmand Frederik Andersen måtte forlade isen i Staples Center i Los Angeles med en skade tidligt fredag morgen dansk tid.
Andersen nåede alligevel at gøre sit til, at Anaheim kunne vinde 3-2 på fjendtlig grund og med sejren reducere til 1-2 i kampe.
Frederik Andersen havde vogtet målet i alle Anaheims seks kampe i første runde af slutspillet, men var så reduceret til bænkevarmer i de to første kampe i kvartfinaleserien mod Los Angeles Kings. Fredag var han med igen.
Om han så også er det, når de to hold mødes igen lørdag aften er endnu usikkert. I NHL er klubberne varsomme med at oplyse om skader. Derfor forlyder det kun fra Anaheim, at danskeren udgik med en "lower-body" skade.
Los Angeles kunne have bragt sig foran med 3-0 i kampe, så stemningen var høj i Staples Center, men gæsterne fra Anaheim lagde en dæmper på støjniveauet allerede efter fire minutter, da den canadiske landsholdsspiller Corey Perry scorede til 1-0.
Los Angeles' Jeff Carter udlignede fem minutter inde i anden periode, og blev den eneste, som fik pucken forbi Frederik Andersen.
Den 43-årige finske veteran Teemu Selänne bragte Anaheim foran 2-1 i anden periode, og det blev også 3-1 til Anaheim inden Frederik Andersen måtte forlade isen præcis midtvejs i tredje periode.
Også Lars Eller og Montreal tabte til gengæld 0-1 til Boston hjemme i Bell Center torsdag aften. Nederlaget betød, at Boston udlignede til 2-2 i den serie. Torsdagens ordinære kamp var også tæt, Scoringen fra Matt Fraser faldt først et minut og 19 sekunder inde i overtiden.
Med de to tætte serier er der ikke meget, som tyder på, at Danmarks ishockeylandshold får gavn af Frederik Andersen og Lars Eller i det VM, som for Danmarks vedkommende begynder i morgen.
/ritzau/