I det tyske magasin IQ kan man læse en hel artikel om »den danske musikeksplosion«. Over tre sider lovpriser magasinet dansk musik og kalder Danmark for det nye Sverige.
Og hos Music Export Denmark (MXD) kan den tyske begejstring også mærkes.
»Det går rigtigt godt med dansk musik i Tyskland og udlandet i det hele taget. Vi fornemmer en stor efterspørgsel på dansk musik dernede, og det er et af de mest spillede områder for danske bands,« siger Kristian Riis, managing director i MXD.
Stor opmærksomhed
Pladeselskabet Playground Music oplever også, at de har succes på det tyske marked i øjeblikket.
»Vi har fået flere danske kunstnere i Tyskland og flere aftaler med tyske pladeselskaber end tidligere. Der er blevet oparbejdet en god base, som har været undervejs i et stykke tid, og det bærer frugt nu,« siger Søren Madsen, product manager hos Playground Music, som blandt andet huser Figurines, hvis tyske koncerter er udsolgt, og Dúné, som ud over at være den mest spillede video på MTV generelt får stor opmærksomhed fra den tyske presse.
Også hos pladeselskabet EMI mærkes tendensen.
»Der er absolut større opmærksomhed fra Tyskland, og interessen for dansk musik er vokset, men om det genererer et større salg, vil tiden vise,« siger Jan Erik Stig, A&R manager hos EMI.
Udsolgt på Popkomm
På den store tyske musikmesse Popkomm var der totalt udsolgt til den officielle danske aften. Alle de væsentlige tyske pladeselskaber, radio- og tv-stationer var ifølge Kristian Riis fra MXD kommet for at se de danske bands spille.
Og den store efterspørgsel betød, at uanmeldte branchefolk måtte gå forgæves.
Men ikke alle danske pladeselskaber ser Tyskland som landet af mælk og honning.
Mads Rosted, head of promotion hos A:larm Music, oplever ikke en større efterspørgsel på danske kunstnere i Tyskland. Og det samme gælder hos Copenhagen Records.
»Den krise, den danske musikbranche havde for nogle år siden, den har de nu i Tyskland, og derfor er det svært at få dem til at tage chancer,« siger Jakob Sørensen, product manager hos Copenhagen Records, som har vendt blikket tilbage mod England igen.
Og i England er de også glade for dansk musik. Således skrev det engelske musikmagasin NME, at »Danish music is cool as fuck«.