Det skal være slut med de lediges kontrolmareridt, meningsløse CV-samtaler og tåbelige aktiveringskurser.
Sådan lyder det fra Socialdemokraterne, SF og De Radikale.
De røde regeringsbejlere erklærer sig klar til at diskutere fremtidens jobformidling med arbejdsgiverorganisationerne og lønmodtagernes centralorganisationer.
"Det er vigtigt at få arbejdsmarkedets parter med, for vi tror på, at hvis jobindsatsen skal lykkes, så skal vi af med det forbandede bureaukrati, hvor man jagter de ledige med meningsløs kontrol, CV-klik og dobbeltarbejde," siger Socialdemokraternes gruppeformand Carsten Hansen til Newspaq.
I dag foreslog Dansk El-Forbund, der er fagforbund for 30.000 elektrikere, at jobindsatsen bliver taget helt væk fra kommunernes jobcentre og i stedet lagt i hænderne på a-kasserne, der så kun får penge for de ledige, de får i job.
Men hvor Carsten Hansen og Socialdemokraterne gerne ser, at jobformidlerne forpligter sig til at få de ledige i job, så klapper han ikke umiddelbart over Dansk El-Forbunds forslag.
"Vi vil ikke starte forhandlingerne i pressen. Det handler om at få stoppet det helt urimelige bureaukrati og dobbeltarbejde, og der vil vi gerne have alle parter til at trække med," siger han.
Socialdemokraterne er enige med SF og De Radikale om, at kvalificeret rådgivning kan gør et stort indhug i arbejdsløshedskøen.
Til Ugebrevet AU siger den radikale arbejdsmarkedsordfører Morten Østergaard, at han er klar til at "fjerne alle regler og proceskrav", der gælder i det første halve års ledighed.
"I dag kommer de ledige ind i en pølsefabrik, hvor alle bliver behandlet lige dårligt. Beskæftigelsessystemet er blevet til en fabrik, hvor alle gør det samme på samme tidspunkt. Vi vil skabe en jobindsats, der er langt mere fokuseret på den enkelte ledige, og hvilke muligheder og perspektiver, der er for ham," siger Morten Østergaard til Ugebrevet A4.