Niels Arden Oplev, succesfuld dansk filminstruktør, trækker overskrifter i udlandet.
Oplev langer nemlig ud efter de store Hollywood-studier, og det vækker opmærksomhed på flere toneangivende medier, blandt andet britiske The Guardian.
Den danske filmmand har instrueret "Mænd der hader kvinder", filmatiseringen af Stieg Larssons gigantiske krimi-bestseller, og den står nu til blive genindspillet i en engelsksproget udgave.
Den beslutning huer på ingen måde danskeren.
"Selv i Hollywood forekommer der at være en form for vrede over genindspilningen: Hvorfor skulle de genskabe noget, når de bare kan se originalen? Alle, der elsker filmen, vil se originalen," fortæller han i et interview med filmsiden Word & Film.
Han mener sågar, at svenske Noomi Rapace, der spiller glansrollen som Lisbeth Salander, fortjener en Oscar for sin indsats.
Oplevs spillefilm går i udlandet under den engelske titel "The Girl with the Dragon Tattoo".