Argumentet om, at den danske grænsekontrol ligner den svenske så meget, at den ikke er i strid med Schengen-aftalen, holder ikke.
Lars Bäckström, der er konstitueret chef for grænsekontrollen i Sydsverige, afviser, at de svenske toldere har de samme opgaver som dem, der er på tegnebrættet i Danmark.
Det skriver Jyllands-Posten fredag.
Danmark går længere end Sverige på ni ud af 20 punkter, siger han. Bl.a. med mobil videoovervågning og personscannere, ligesom de skal standse sociale bedragere og menneskemuglere.
EU-Kommisær Connie Hedegaard siger til Jyllands-Posten, at den danske kontrol må være "permanent og synlig", som det hedder i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti.
"Bland dig udenom," lyder beskeden fra Dansk Folkeparti til Connie Hedegaard.
"Hun er klimakommissær, så jeg synes, hun skal blande sig udenom. Vi har siddet og forhandlet en aftale med regeringen, og den står vi ved," siger Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti, til Newspaq.
Han mener ikke, at den svenske grænsekontrol adskiller sig så meget fra den danske.
"Det må komme an på en prøve. Umiddelbart er tankerne de samme som i den svenske kontrol, at man kontrollerer narko og menneskesmuglere, der kommer over grænsen. Jeg går også ud fra, at svenskerne tager kontakt til politiet, hvis de opdager den slags," siger Skaarup.