Ud på de sene nattetimer brød samarbejdet om en ny EU-traktat sammen i Bruxelles.
Sammenbruddet har fået de 17 lande, som er medlem af eurosamarbejdet, til at gå enegang. Dermed står Danmark udenfor sammen med ni andre lande heriblandt Storbritannien.
Sammenbruddet bekymrer formand for Folketingets Europaudvalg.
"Danmarks muligheder for at søge indflydelse er blevet væsentlig forringet med det her. Det, vi ser nu, er resultatet af, at vi står udenfor eurosamarbejdet og ikke er med blandt kernelandene," siger Venstres Eva Kjer Hansen til Newspaq.
Samtidig skader sammenbruddet Europas indflydelse i verden.
"Vi vil jo gerne have en politisk stærk stemme over for omverdenen. Det bliver vanskeligere, når verden ser, at vi samarbejder i små grupper afhængig af samarbejdsområdet," siger Kjer Hansen.
Den socialdemokratiske næstformand af Europaudvalget er uenig.
"Det er et lys i denne sammenhæng, at der nu kan indføres rammer i de 17 eurolande for budgetstyring. Det er, hvad der skal til, for at markederne igen får tillid til de europæiske økonomier. Det er også i Danmarks interesse, at markedet får tillid til euroen," siger Benny Engelbrecht.
Også statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har udtryk tilfredshed over, at eurolandenes enegang kan være positiv for stabiliteten i Europa.