Danmark har fået den tredje medalje ved OL i London.
Det står klart, efter at mixeddoublen i badminton Joachim Fischer og Christinna Pedersen fredag vandt bronzekampen sikkert med 21-12, 21-12 over indoneserne Tontowi Ahmad og Liliyana Natsir i Wembley Arena.
Det skete på overbevisende manér, og danskerne sikrede dermed den første danske badminton-medalje i otte år i OL-sammenhæng.
Joachim Fischer og Christinna Pedersen skulle forsøge at få revanche for torsdagens ærgerlige nederlag i semifinalen. Her tabte danskerne efter tre tætte sæt til de kinesiske verdensmestre, Zhang Nan og Zhao Yunlei.
Det lykkedes i dén grad mod de normalt stærkt spillende Tontowi Ahmad og Liliyana Natsir.
Joachim Fischer og Christinna Pedersen havde kun mødt indoneserne én gang før, og det var ikke behageligt at huske tilbage på for danskerne.
Ved VM sidste år, som også blev afviklet i Wembley Arena, fik danskerne store klø i kvartfinalen, men det nederlag var tilsyneladende glemt.
I hvert fald optrådte Joachim Fischer og Christinna Pedersen med en imponerende koncentration, når man tænker på deres store skuffelse efter semifinalen.
Danskerne kom i lyntempo foran 7-1 i første sæt, uden at indoneserne havde noget modtræk.
Joachim Fischer fik ofte banket smash i gulvet, og Christinna Pedersen regerede ved nettet.
Ahmad og Natsir spillede også under deres sædvanlige niveau, men det skyldtes også, at danskerne konstant satte dem under pres.
Efter første sæt fortsatte kampen i sit ulige spor i andet sæt.
Alene attituderne på banen sagde det hele. Mens danskerne jublede og smilede til hinanden, gik indoneserne rundt, som ventede de blot på, at det blev overstået.
Man anede, at indoneserne var færdige, da Joachim Fischer efter en lang duel pressede Tontowi Ahmad til at skyde bolden i nettet til dansk 15-8-føring.
Joachim Fischer smashede danskerne frem til matchbold ved 20-12, og Christinna Pedersen afgjorde derefter kampen ved nettet.
Herefter brød jublen løs, og Joachim Fischers ketsjer røg ud til publikum under bragende klapsalver.
Danmark har mulighed for at få endnu en OL-medalje i badminton.
Lørdag skal herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen møde sydkoreanerne Lee Yong Dae og Jung Jae Sung i semifinalen.