Dansk badmintonspiller ryger hurtigt ud i Australien

Emil Holst, der i sidste uge besejrede Viktor Axelsen, røg ud i kvalifikationen til Australian Open.
Emil Holst formåede ikke at spille sig videre fra kvalifikationen til Australian Open.
Emil Holst formåede ikke at spille sig videre fra kvalifikationen til Australian Open. Foto: Henning Bagger/arkiv/Scanpix

I sidste uge besejrede han verdensranglistens nummer to, landsmanden Viktor Axelsen, ved Indonesia Open i Jakarta.

Tirsdag røg badmintonspilleren Emil Holst hurtigt ud af kvalifikationen til Super Series-turneringen Australian Open i Sydney.

Danskeren, der er nummer 39 på verdensranglisten, tabte i sin første kamp klart med 14-21, 13-21 til Chun-Wei Chen fra Taiwan, der rangerer som nummer 105 på samme liste.

Emil Holst fulgte med til stillingen 4-4 i første sæt, men herefter overtog modstanderen kommandoen og tog sættet sikkert.

I andet sæt var danskeren med til stillingen 13-13, hvorefter Chun-Wei Chen snuppede otte point på stribe, hvilket sikrede ham sejren.

I sidste uge var Emil Holst også med i kvalifikationen til Super Series Premier-turneringen Indonesia Open.

Han formåede med to sejre at kvalificere sig til hovedturneringen, hvor han i første runde overraskende besejrede Viktor Axelsen i tre sæt.

Herefter sluttede turneringen for Emil Holst, da han i anden runde tabte i to sæt til japaneren Kazumasa Sakai.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.