For første gang siden 1994 bliver finalen i herresingle ikke et rent dansk anliggende ved EM i badminton.
Det står fast, efter at 18-årige Viktor Axelsen fredag aften i Karlskrona overraskende blev sendt ud i semifinalerne af Henri Hurskainen.
Cifrene blev 18-21, 21-18, 21-17 til svenskeren, som torsdag sensationelt besejrede Peter Gade i kvartfinalerne.
Henri Hurskainen er blot nummer 57 på verdensranglisten, hvor Viktor Axelsen huserer som nummer 24.
Efter en lidt nervøs indledning på første sæt med en del danske fejl rykkede Viktor Axelsen og bragte sig foran 18-13.
Henri Hurskainen svarede dog igen med fem point på stribe, men herefter lukkede Viktor Axelsen sættet.
I andet sæt førte danskeren frem til stillingen 13-11, hvorefter Henri Hurskainen fik overtaget og fremtvang det tredje og afgørende sæt.
Her indledte Viktor Axelsen bedst, og danskeren førte 11-8 ved sidebyttet.
Det lykkedes dog Hurskainen at få jublen frem på den svenske hjemmebane i Karlskrona, da han udnyttede sin første matchbold.
Andenseedede Jan Ø. Jørgensen skal senere fredag aften forsøge at redde lidt af den danske ære i herresingle, når han møder tyske Marc Zwiebler i den anden semifinale.
I damesingle spillede topseedede Tine Baun sig som ventet frem til finalen.
Den 32-årige dansker, som er forsvarende EM-guldvinder, vandt 21-13, 21-14 over bulgareren Linda Zechiri.