Allerede fra næste år vil isbjørne og andre polardyr få selskab af ekstra mange danske soldater i det kolde nord.
Som et led i det netop indgåede forsvarsforlig har regeringen besluttet at opruste i Grønland og oprette en arktisk indsatsstyrke og en arktisk kommando.
Den militære oprustning i Arktis sker i kølvandet på lignende initiativer fra Rusland og Canada.
"Indsatsstyrken vil medvirke til en generelt større dansk kompetence på området og vil kunne indsættes i Grønland eller i internationale opgaver i arktisk miljø," står der i forsvarsforliget ifølge Berlingske Tidende.
Det spiller en afgørende rolle, at klimaforandringerne ventes at gøre de kolde farvande langt mere trafikeret, samtidig med at jagten på råstoffer tager til i de nordligste egne af kloden.
Den tidligere chef for Grønlands Kommando, Axel Fiedler, synes, at initiativet er fuldstændig unødvendigt.
"Hvorfor begynder man at tale om jagerfly til Grønland? Der er ingen trussel overhovedet mod Grønland, og ingen bestrider Grønlands suverænitet," siger han til Berlingske Tidende.
Han mener, at oprustningen kan være med til at starte en 'kold krig', hvor Canada og Rusland vil opruste yderligere.