Det tyder på, at den mexicanske svineinfluenza allerede har bredt sig til New York, New Zealand og muligvis også Frankrig. Desuden er en dansk turist, der netop er kommet hjem fra Mexico, ved at blive undersøgt på Statens Serum Institut.
Derfor skal landets førende sundhedseksperter mødes i dag mandag til et hastemøde, så Danmark er klar, hvis den frygtede svineinfluenza udvikler sig yderligere.
"Vi skal have lavet status på situationen og spørge alle parter, om man er klar til at håndtere en egentlig pandemi, hvis vi får danske tilfælde af svineinfluenza, og der vil vi naturligvis tage afsæt i beredskabsplanen for en influenzapandemi, fortæller Else Smith, der er overlæge og næstformand for Pandemigruppen under Sundhedsstyrelsen, til Berlingske Tidende.
Pandemiberedskabsplanen blev formuleret for tre år siden på baggrund af fugleinfluenzaen i Asien, og den træder i kraft i det øjeblik, at WHO erklærer de nuværende udbrud af svineinfluenza blandt mennesker for en pandemi.
"Men i tilfælde af en pandemi vil vi løbende tage bestik situationen, så omfanget af smittedæmpende tiltag vil afhænge helt af sygdommens karakter og udbredelse," siger Else Smith.