Hjemmearbejde skal gøre Danmark til et mere produktivt land.
Det mener i hvert fald videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), som sammen med forskellige danske organisationer og virksomheder har taget initiativ til at indføre den nationale hjemmearbejdsdag den 2. maj, det skriver Politiken.
Og allerede fra i år bliver 2. maj National Hjemmearbejdsdag.
Med flere store danske organisationer og virksomheder har ministeren indført hjemmearbejdsdagen. En af dem er Dansk Erhverv, som hilser projektet velkommen.
"Mange arbejder mere fokuseret og koncentreret, når de arbejder hjemme," fortæller Birgitte Meisner Nielsen, som er fagchef for HR og Ledelse hos Dansk Erhverv.
"Jeg oplever det som en myte, at medarbejderne går rundt i morgenkåbe hele dagen eller går ned i Brugsen," udtaler hun til Newspaq.
Initiativet kommer oven på Danmarks fald på listen over de mest produktive OECD-lande. Tidligere lå Danmark på en femteplads, mens danskere i dag indtager en 13. plads - næstsidst på listen.
Kilde: Politiken