Damedouble sikrer dansk kvartfinale i Indonesia Open

På en skidt dansk dag forsvarede Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl de danske farver i Indonesien.
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er klar til kvartfinalen ved Indonesia Open i Jakarta. Arkivfoto.
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er klar til kvartfinalen ved Indonesia Open i Jakarta. Arkivfoto. Foto: Justin Tallis/AFP

På en sløj dag set med danske briller ved Indonesia Open i badminton reddede den olympiske sølvduo Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl lidt af den danske ære.

Med en sikker sejr over Lok Yan Poon og Ying Suet Tse fra Hongkong på 21-15, 21-11 er Danmarks bedste damedouble klar til kvartfinalerne fredag.

Fra 14-14 i første sæt rykkede de to erfarne danskere fra og tog syv af de næste otte point.

I andet sæt gik Pedersen og Rytter Juhl tidligt i front, og derfra blev føringen bare udbygget frem til en sikker sætsejr på 21-11.

I kvartfinalen venter de femteseedede kinesere Chen Qingchen og Jia Yifan.

Forinden var både Jan Ø. Jørgensen, Emil Holst og Anders Antonsen røget ud i herresingle, hvor Danmark ikke længere har flere aktører med.

Senere fredag spiller også mixeddoublen med Mathias Christiansen og Sara Thygesen for en plads i kvartfinalen.

Det samme gør de nyslåede verdensettere i herredouble, Mathias Boe og Carsten Mogensen, samt Anders Skaarup Rasmussen og Kim Astrup.

Sidstnævnte slog sensationelt de topseedede indonesere Marcus Gideon og Kevin Sukamuljo i første runde onsdag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.