Den danske formiddagsavis Ekstra Bladet har undersøgt morgenmadsprodukter. Avisen afslører i dag på forsiden, at der er meget sukker i Kelloggs Frosties.
Det stemmer fint overens med morgenmadsfirmaet egen beskrivelse af produktet på sin hjemmeside. Den lyder sådan her: "Sprøde, ristede majsflager med sukker."
"De kunne lige så godt give deres børn en skål vingummier til morgenmad. Det er der jo ingen, der ville gøre. Det er helt grotesk," forklarer den kliniske diætist, Anne Louise Knudsen, til Ekstra Bladet.
Hun fortæller samtidig, at der faktisk er for meget sukker i mange af de morgenmadsprodukter, der sælges i landets butikker. Og derudover advarer hun mod at give børn for meget sukker om morgenen.
"Deres blodsukker 'topper' ret hurtigt, hvorefter det falder drastisk igen, så i løbet af et par timer har man et barn, der er fuldstændigt 'kulret', fordi blodsukkeret er lavt," siger Anne Louise Knudsen til avisen.
Ekstra Bladet har ikke haft held til at få en kommentar fra Kelloggs. Det har Nyhedsbureauet Newspaq heller ikke haft.
Kilde: Ekstra Bladet