Alt for meget fokus på faglighed, og alt for lidt menneskelig omsorg for ansatte, er skyld i, at danskere på stribe sygemelder sig med stress. Det mener, Lotte Klink, der er stresscoach og indehaver af portalen stresspilot.dk.
Det synspunkt bliver bakket op af en stor nordisk undersøgelse blandt 20.000 medarbejdere, som Manpower og Kairos Future lavede i 2010.
"Rigtig mange ledere er skarpe på deres faglighed, men er ikke uddannet til at tage sig af deres medarbejdere. Man fjerner simpelthen chefens kernekompetencer, og det er bekymrende," siger Lotte Klink.
"Bare fordi man har taget en lang lederuddannelse, betyder det altså ikke, at man nødvendigvis bliver en god leder. Man skal turde bringe sig selv i spil som menneske," siger Lotte Klink.
Under krisen har Lotte Klink oplevet, at de virksomheder, som hun vejleder, har sparet på de bløde værdier. Og det giver medarbejderne stress.
"Det er værst i administrative job, kontorarbejde, fordi de tager arbejdet med hjem," siger Lotte Klink.
Det koster samfundet og virksomhederne kassen. Ifølge Videnscenter For Arbejdsmiljø koster sygemeldinger som følge af stress årligt 37 milliarder kroner.
"Det kan tydeligt ses på bundlinjen, når man fjerner fokus fra de bløde værdier," siger Lotte Klink.
Hun vil nu stressen til livs. Det skal ske med begrebet autentisk ledelse, hvor chefer møder ansatte som mennesker, der hvor de er. En af dem, der allerede har gjort det, er den tidligere kapatajn i SAS, Stefan Rasmussen, der i 1991 blev landskendt, da han nødlandede og reddede 129 menneskers liv.
"Her var ingen fancy ledermanualer, jeg kunne kigge i. Passagerernes sikkerhed afhang udelukkende af min viden, situationsfornemmelse og erfaring. Og det er i virkeligheden de tre faktorer, en leder skal bruge i sine daglige beslutninger. Der er ingen manual til god ledelse - for det næste øjeblik vil altid være anderledes end der, hvor lederen er lige nu," siger Stefan Rasmussen.
Han skal undervise chefer, under hatten 'Lederen som stresspilot' på en konference, som stresspilot.dk den 3. maj afholder.
Organisationen Lederne hilser konferencen velkommen, men mener ikke, at lederne alene er skyld i medarbejderes stress.
"Ledere har afgørende betydning og kan blive bedre til en jævnlig dialog med deres ansatte, for tingene forandrer sig hele tiden. Og for at der ikke opstår usunde balancer i de perioder, er det vigtigt med en dialog om krav og ressourcer," siger arbejdsmiljøchef hos Lederne, Lars Andersen.