Din evne til at leve op til de krav, chefen stiller til dig, afslører din arbejdsevne - og dermed din livskraft på lang sigt.
Det har et hold finske forskere slået fast på baggrund af en undersøgelse blandt 6.000 funktionærer og timelønnede.
Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø ifølge Alive.dk.
"At passe på helbredet er uden tvivl den vigtigste forudsætning for at bevare arbejdsevnen. Og det er en investering i fremtiden, når man tænker på muligheden for at fungere godt som gammel og leve et liv, hvor man ikke er afhængig af andre," siger forskningsleder dr. Mikaela von Bonsdorff til Magasinet Arbejdsmiljø.
Arbejdsevnen har en tendens til især at falde i alderen fra 52 til 58 år.
"Derfor er det vigtigt, at arbejdsgiver og arbejdstager i fællesskab vurderer arbejdsevnen og sammen iværksætter fysiske, psykiske eller organisatoriske foranstaltninger, der kan skabe balance mellem krav og de muligheder, individet har," siger forskeren.